Dansk designvirksomheds tegnestreger bliver eksporteret til hele verden: De færreste lægger mærke til, hvordan et toilet og en barnevogn gør industrien mere bæredygtig

De fleste danskere er hver dag i berøring med et af Holscher Designs produkter, men nok uden at vide det. Selskabet udvikler industrielt design i hele Europa, og bæredygtighed er i stigende grad en dominerende faktor i arbejdet

RasmusHolscher_WaltherBoelge_250321_0015188 kopier.jpg
Foto: Walther Bølge
Bæredygtig
20. apr 2021 KL. 6:08

Kan en barnevogn være bæredygtig? Kan et toilet eller et læskur på en busrute?

Spørger man arkitekt og designer Rasmus Holscher, er svaret ja. Man kan i hvert fald inkorporere bæredygtighed i produkternes grundtanke.

Han er direktør og ejer af familiefirmaet Holscher Design, der blev stiftet i 1995 af hans far, den anerkendte arkitekt Knud Holscher, og siden drevet i fællesskab. I dag har Rasmus Holscher og fire interne partnere endegyldigt taget styringen i familievirksomheden, der udvikler industrielt design og huserer i en nedlagt fabriksbygning i det nordlige København.

RasmusHolscher_WaltherBoelge_250321_0015180 kopier.jpg
New Yorkervinduerne i Holscher Designs studio kaster lys over 16 ansatte, der tegner og udvikler produkter til storindustri. Foto: Walther Bølge

Her er det en treenighed dannet af kundens efterspørgsel, producenternes evner og designernes udformning, der især de seneste fem år har bidraget til at gøre udviklingsprocessen af en lang række industriprodukter grønnere.

“En del kunder er meget åbne om deres ambitioner på området, hvor vi er med hele vejen i arbejdet fra start til slut. Nogle skal vi også selv presse i den rigtige retning,” fortæller Rasmus Holscher.

“Det kan ikke passe, at vi skal spare et par hundrede kroner i produktionen og bruge flere materialer, hvis nogen skal have det sindssygt svært de næste 20 år Rasmus Holscher, direktør, Holscher Design

Et eksempel er Ifös toiletter, der er langt den største toiletlinje i Europa og kan findes på de fleste danske badeværelser. Toiletternes oprindelige form blev nedfældet af Knud Holscher for over 30 år siden. Men designet og funktionaliteten har udviklet sig markant.

Da Rasmus Holscher var barn, blev der brugt otte liter vand ved hvert skyl, men ved at effektivisere armaturet kræver det i dag kun to liter at skylle ud. Og endnu vigtigere var det, at Holscher for år tilbage stod fast på idéen om at indlemme toiletters vandlås som en del af kummen i stedet for at have den på ydersiden.

Tanken var at minimere brugen af materialer i produktionen og samtidig gøre det lettere at rengøre. Et forslag, der ikke umiddelbart faldt i god jord hos producenten, da selve støbningen af toilettet ville blive mere vanskelig, hvis alle elementer skulle indkapsles i et sammenhængende armatur. Kort sagt ville det blive dyrere.

RasmusHolscher_WaltherBoelge_250321_0015213 kopier.jpg
Rasmus Holscher har overtaget styringen i Holscher design, der oprindeligt blev stiftet af hans far, Knud Holscher. Foto: Walther Bølge

“Men vi undersøgte i samarbejde med ISS, hvordan den nye og sammenhængende form ville påvirke rengøringen af toiletterne. Set over et enkelt år ville de spare adskillige timer på rengøringen og en mængde rengøringsmidler,” lyder argumentet fra Rasmus Holscher, der på undersøgelsens baggrund fik medhold i idéen.

“Det kan ikke passe, at vi skal spare et par hundrede kroner i produktionen og bruge flere materialer, hvis nogen skal have det sindssygt svært de næste 20 år med at servicere toilettet og bruge flere ressourcer i processen.”

Krav fra kunder

Holschers kunder tæller flere multinationale industriselskaber som Philips, Puma og Berendsen, der i flere årtier har produceret kolossale mængder varer, der langt fra er grønne eller klimavenlige.

For mange er det svært at regne ud, hvordan man skal omstille sin forretning i en grønnere retning Julie Hjort, programleder, Dansk Design Center

Størstedelen af Holschers design er derfor heller ikke grønne af natur, men især kunder og slutbrugeres ambitioner gjort det økonomisk forsvarligt at fokusere på grønne mål. Det er i reglen blevet et eksistentielt krav.

“Ellers havde vi ikke meget berettigelse. Så ville vi være en døende virksomhed.”

I et brancheperspektiv er det generelt en presserende udfordring at transformere designarbejdet i en mere bæredygtig retning.

Ikke-navngivet-1.jpg
Holscher Design skaber produkter, der bruges over hele Europa, og mens produkterne i sig selv ikke er grønne, arbejder selskabet løbende med at forbedre effektiviteten og ressourceforbruget samt at finde ud af, hvordan materialer kan genanvendes. Foto: Walther Bølge

Det fortæller Julie Hjort, der er programleder for bæredygtig omstilling ved Dansk Design Center.

“Vi har konkrete eksempler på virksomheder, der får aflyst ordrer, fordi kunder har meget specifikke og krævende ønsker. For mange er det svært at regne ud, hvordan man skal omstille sin forretning i en grønnere retning, og frygten for at blive stemplet som greenwasher holder mange tilbage. Selvom designernes ansvar afgjort er enormt,” fortæller hun og refererer til en undersøgelse fra EU, der anslår, at 80 pct. af et produktets samlede CO2-udledning over hele levetiden bliver afgjort i designfasen.

Udover presset fra kunderne kommer der også i stigende grad lovmæssige ændringer og EU-direktiver, der stiller krav til designernes brug af materialer og fokus på genanvendelse.

Hvis man vil være med i designbranchen i fremtiden, er det altafgørende, at man finder en vej ind i den cirkulære økonomi, selv hvis det ikke umiddelbart ser rentabelt ud ved første øjekast, vurderer Julie Hjort.

“Hele forretningsmodellen skal tale ind i den grønne agenda, og man skal have fokus på et produkts belastning hele vejen fra det indledende arbejde til, hvordan det skal genbruges. Det udvikler sig til et decideret markedskrav.”

Holscher Hjul

Hos Holscher Design har tanken om at forbedre og nyudvikle design løbende med øjnene rettet mod en bæredygtig fællesnævner udviklet sig til en model, der internt kaldes Holscher Hjul. Her bliver projekter internt vurderet ud fra syv forskellige parametre, der knytter sig til FN's 17 verdensmål.

Faktorerne dækker forhold som den miljømæssige effekt, muligheder for genanvendelse, ressourceeffektivitet og produktion. Værdier som kulturel samt social effekt og funktionalitet bliver også vurderet.

Analyseværktøjet har bl.a. resulteret i udformningen af Holschers designudvikling af hygiejneserien Elis, der består af sæbe-, sprit- og håndklædedispensere, der især anvendes på hospitaler og offentlige institutioner i store dele af Europa.

“Kunden skal ikke have et stort lager af produkter og reservedele liggende, og hvis noget går i stykker på en dispenser, kan den enkelte del udskiftes. Og når det bliver udskiftet kan delen genbruges nemt, fordi vi laver delelementerne i enkeltmaterialer,” siger Rasmus Holscher og tilføjer, at den model gør det langt lettere at give udtjente materialer nyt, cirkulært liv.

Den tanke følger i dag alle Holschers projekter, der bliver “cradle to cradle”-certificeret, hvilket fordrer, at produkterne produceres ansvarligt og i sidste ende kan genanvendes i stedet for at ende på lossepladsen.

Opgaven med at gøre kundens grundidé til virkelighed og indfri bæredygtige ambitioner begynder i reglen længe inden Holschers kreative hoveder sætter sig ved tegnebrættet.

Barnevogn til Fiat'en

Et eksempel er barnevognen Seed Papilio. Her har designvirksomheden undersøgt forældres brug af og ønsker til barnetransport, hvilket har givet Holscher muligheden for at kombinere brugerens præferencer med sine egen mål for bæredygtigt design.

Det gør op med et klassisk dilemma hos nybagte forældre, der skal skifte deres lille smarte bybil ud med en benzinslugende stationcar Rasmus Holscher, direktør, Holscher Design

Resultatet er en vogn, der kan bruges fra barnets fødsel til fireårsalderen og på den måde spare ressourcer ved at kombinere funktionen af en barne- og klapvogn i en.

Vigtigst af alt, set fra et bæredygtigt perspektiv, kan den sammenklappede vogn passe i bagagerummet på en Fiat 500.

“Det gør op med et klassisk dilemma hos nybagte forældre, der skal skifte deres lille smarte bybil ud med en benzinslugende stationcar, fordi der skal kunne være en barnevogn og alt muligt andet bag i,” uddyber Rasmus Holscher med henblik på at forbrugere gennem et enkelt produkt på den måde påvirkes til en mindre miljøbelastende livsstil.

RasmusHolscher_WaltherBoelge_250321_0015233 kopier.jpg
Rasmus Holscher mener, at den bæredygtige tankegang kan passes ind i alle typer af design. Ligefra et toilet til Letbanen i Aarhus. Foto: Walther Bølge

Værdigt alternativ

Ud fra det mantra har det københavnske designklenodie også udviklet et af sine mest omfattende projekter: Udformningen af det offentlige transportsystem i Aarhus, hvor Holscher har designet alt fra reklamefinansierede buslæskure i hele byen til den relativt nye letbanes interiør og eksteriør, samt perronerne og tilhørende inventar.

Fokus har gennem hele arbejdet været på at forvandle den offentlige transports billige udtryk med tekstiler og materialer i lav kvalitet til et univers, der er domineret af slidstærkt og tidsløst design, der er behageligt at befinde sig i og nemt at finde rundt i.

Det er mere end et ønske om æstetisk designstolthed, slår Rasmus Holscher fast.

“Hvis vi i samfundet har et mål om at flytte folk fra forurenende privatkørsel, så skal den offentlige transport være et værdigt alternativ, når vi bevæger os rundt i byen.”

“Så kan man holdningsmæssigt diskutere, hvorvidt et læskur skal være finansieret af reklamer, men det giver os økonomisk mulighed for at prioritere dyrere materialer et tidsløst design, der ikke forældes og skal udskiftes,” tilføjer han.

Samfundet tænkes ind

Et af de nyeste skud på stammen i Holschers portefølje har også løftet perspektivet højere op, væk fra brugeren og sat spotlight på hele arbejdet med produktionen og det omkringliggende samfund.

Det er den genanvendelige vandflaske Not Just a Bottle, der er produceret af bambus i Vietnam og ifølge Rasmus Holscher har skabt et eksistensgrundlag for en række små lokalsamfund i landet.

RasmusHolscher_WaltherBoelge_250321_0015277 kopier.jpg
Not Just a Bottle er en genanvendelig drikkeflaske af vietnamesisk bambus. Foto: Walther Bølge

Flasken bliver fremstillet i hånden af beboere i vietnamesiske landsbyer, hvor bambussen gror vildt og hurtigt.

“Produktionen har bl.a. finansieret at firmaet bag flasken har fået installeret filtre på vietnamesiske skoler, der renser regnvand, så børn har drikkevand og genanvendelige flasker.”

Og skulle flasken ende i naturen, når den er færdigbrugt, er hele produktet bionedbrydeligt.

“Det er hele det omkringliggende billede og den samlede effekt af vores arbejde, vi gerne vil fokusere på. Hvis vi kun lagde hovedet i blød for at tegne produkter, der minimerede spildmaterialer eller sparede CO2, ville den samlede indvirkning blive ofret på andre områder.”