Børsen logo

Mogens og Anja Schmidt skabte en forretning med 83 butikker i tre lande – og så lukkede Europa

Af Louise With - Foto: Nina Pilgaard - Visuelt: Mie Hein Hvidkjær

Topbilled mobil
topbillede

Ægteparret Mogens og Anja Schmidt tog en stor chance. De satsede deres familieliv og sparepenge, flyttede til Hamborg og byggede en forretning med 83 butikker i tre lande – og så ramte pandemien. Her er historien om to mennesker, der har kæmpet for deres forretningseventyr

Slam. Et godstog kommer kørende i høj fart og hamrer frontalt ind i en klippevæg. Det er sådan, Mogens Link Schmidt senere tænker på tiden lige op til jul i december 2020.

Det er ellers gået forrygende: Ægteparret Mogens Link Schmidt og Anja Repse Schmidt har på mindre end fem år åbnet og overtaget 83 Søstrene Grene-butikker i Tyskland, Holland og Frankrig. De har klaret forårets nedlukning, og de har satset stort på, at julen kan redde hele årets resultat. Men i de første uger af december stiger smittetallene igen.

Anja tager sig selv i at tjekke nyhederne mange gange hver dag. Hun ved, at en ny nedlukning er på vej. Men bliver det i dag eller først om et par dage? I tiden op til jul kan de på en enkelt dag omsætte for beløb, der svarer til flere måneders salg resten af året. Deres vare-flow og bemandingsplan kører i højeste gear.

Det er på en måde slet ikke i orden at gå og ønske sig bare en enkelt dag eller måske to dage mere, tænker Anja. Folk bliver jo syge og bliver indlagt.

16. december kommer lukningen. Mogens og Anja mister otte dage af julehandlen.

Billede fra butik
En enkelt dag op til jul kan give, hvad der svarer til flere måneders omsætning på andre tider af året. Foto: Privat

Den største dag
Klip. Butikschefen er i knaldrødt jakkesæt og matchende læbestift. Da hun klipper den røde snor, bliver drømmen til virkelighed. Det er en junidag i 2016, da Mogens og Anja åbner deres første butik. De har taget et stort skridt. Flyttet familien til Hamborg og sendt ungerne i tysk skole, selvom de ikke kan et ord tysk. Satset opsparingen og mere til. Nu skal det vise sig, om det kan bære.

I seks uger har de knoklet med at slæbe materialer, møbler og varer ind og gøre butikken klar. Den første tyske filial af Søstrene Grene i shoppingcentret Hamburger Meile. Natten før åbningen sover de næsten ikke.

Det er 24. juni, der er åbningsdag. Mogens og Anja har hyret en strygerkvartet og en gruppe styltedansere for at vække ekstra opsigt. Det havde de ikke behøvet. På sociale medier har over 5000 meldt sig til åbningen. Da Mogens kigger ud, kan han se, at køen slanger sig langt ned ad gaden.

Styltedanserne har lange hvide fjer på hovedet og på dragterne, så det ligner vinger. Før de lukker dørene op, samler Mogens og Anja hele det nye hold. De står i rundkreds og holder hinanden i hænderne et øjeblik. Så går de ud og åbner.

Efter lukketid stimler de nye ansatte sammen i baglokalet. Der er ikke plads nok, så til sidst står de helt tæt, skulder ved skulder i deres sorte t-shirts. Systemet er ikke klar endnu, så butikschefen må ringe til Aarhus for at få oplyst dagens omsætning.

Alle holder vejret. Tavshed. Så smiler hun og råber tallet ud til flokken. Det er det højeste resultat for en åbningsdag i Søstrene Grenes historie. Da Mogens og Anja kører hjem, siger han til hende: “Det her bliver større, end du kan forestille dig.”

Store drømme
Mogens fra Sønderborg møder Anja fra Slovenien i 2007. Han arbejder for Bestseller-koncernen, og hun er brand manager i en partnervirksomhed. Anja har været udvekslingsstudent i Aarhus, men rejste hjem igen og er glad for sit liv i Ljubljana. Pludselig har hun igen kurs mod Danmark. De får to børn og slår sig ned i Give.

Mogens drømmer store drømme. Han leder efter den rigtige chance for at starte sit eget projekt. Pludselig en dag står han foran Søstrene Grene i Bruuns Galleri i Aarhus og ser, hvordan kunderne går rundt derinde og smiler og handler. Det ser hyggeligt ud. Han går også selv et par runder, og det er som om, alt falder på plads. Mogens ringer op på stedet og beder om et møde.

Beviset
Efter åbningen i 2016 er det planen at åbne fem butikker på fem år. Men Mogens og Anja ender med at drive 52 butikker i Tyskland, 13 i Holland og 18 i Frankrig. Begynderkapitalen får de fra salget af Anjas lejlighed i Ljubljana, og kort efter den første åbning laver de et joint venture med Søstrene Grenes danske moderselskab. Det giver de finansielle muskler til ekspansionen.

Da kalenderen skifter til 2020, holder de nytår uden at vide, hvad der snart vil ramme. At verden vil blive vendt op og ned.

Det er slutningen af januar, da Tyskland registrerer sit første tilfælde af coronavirus. En 33-årig mand i en lille by syd for München er blevet smittet – formentlig ved et møde med en kinesisk kollega, som var fløjet ind fra Shanghai og blev dårlig i flyet hjem. De tyske myndigheder oplyser, at manden er indlagt i isolation, og at risikoen for resten af befolkningen er “lav”.

Over de næste uger bliver der fundet smittede flere steder i Tyskland. 15. marts lukker Holland ned, og 17. marts følger Frankrig. Så er Mogens og Anja klar over, hvad der venter. Efter fire år med stribevis af åbningsfester, skal de pludselig foretage en hård opbremsning.

Portræt Portræt
Foto: Nina Pilgaard

Da lukningen kommer i Tyskland 22. marts, samler de deres ledelsesteam på i alt fem personer. De har talt om, hvad der skulle ske hvis nu… og nu er det alvor. De bliver enige om, at der er brug for et personligt opkald til alle butikscheferne. Lige netop i dag er det ikke nok bare at sende en mail.

Den formiddag er en, Mogens stadig husker. Det er vigtigt for ham at få spredt sit budskab – at selvom de er nødt til at lukke ned, vil de stadig tænke offensivt, og de vil kæmpe for butikkerne og arbejdspladserne. Da han ser sit lille team travlt optaget ved telefonerne, tænker han, at han i hvert fald har nået et af sine mål: At få skabt en organisation, hvor man rykker hurtigt og hjælper hinanden. Baggrunden er dyster, men det her er beviset.

De følgende dage knokler de fra morgen til aften. Der er ordrer og leveringer, som skal sættes på standby. Der skal søges om krisestøtte efter forskellige regler i de tre lande. Selvom alle er hjemsendt, er der stadig nogen, der skal møde ind i butikkerne og åbne for vandhanerne, så der ikke opstår bakteriedannelser. Der skal købes håndsprit og visirer ind, og der skal laves træning, så de kan være 100 pct. klar til at åbne igen, så snart det bliver muligt. Hver dag tæller.

Anja tænker, at det hele er vendt på hovedet: Sælgerne, som plejer at stå i frontlinjen og gøre den store forskel, sidder pludselig derhjemme. Nu er det kontorfolket, der skal skabe resultater og redde virksomheden: Finde ud af prognoser og smittetal, jura og retningslinjer. Skaffe adgang til kompensationsordninger.

48 timer
Det bliver april, før kansler Merkel toner frem på tyskernes tv-skærme og meddeler, at landet kan begynde at åbne igen. Alt i alt går der seks uger med den første nedlukning. Og det viser sig, at det ikke kun er tre landes nationale coronaregler, der skal holdes styr på. De 16 tyske delstater har hver især deres egne regler for f.eks. afstand i butikker og maskepligt. Mogens og Anja og deres hold får kun nogle få døgns varsel, da de endelig kan åbne – men de når det.

Anja tænker, at foråret 2020 må være den mest stressende periode, hun har oplevet i sit liv. Nu er hun bare lettet og lykkelig over at gå på arbejde igen. Åh at kunne kaste sig over opgaverne i stedet for at vente og vente på genåbningen.


Klarer I den?
I løbet af sommeren og efteråret 2020 vender salget tilbage. Men så kommer den næste smittebølge, og toget smadrer ind i væggen kort før jul.

Under den anden nedlukning får Mogens og Anja for alvor brug for at trække på reserverne. I Tyskland bliver det i første omgang meldt ud, at nedlukningen skal vare til 31. januar. Venner og bekendte sender beskeder til Hamborg: Er I ok? Klarer I den uden betalingsstandsning?

Mogens og Anja taler med Søstrene Grene i Danmark og med deres bank, Sydbank. De synes, der er god opbakning hele vejen rundt. Men også chefen for det danske moderselskab ringer en enkelt gang og spørger: Klarer I den? Har I en plan? Det mener de. Men tvivlen sniger sig ind, især hos Anja. Hun drømmer ikke om, at denne lukning skal komme til at vare i over fem måneder.

Mogens og Anja passer godt sammen, er de enige om. Han er den evige optimist og plejer at sige, at han helst vil skride lidt ud i svinget – ellers er der ikke fart nok. Anja er den, der først ser forhindringer forude og tager sine forholdsregler. Det er sådan, de supplerer og udfordrer hinanden. Sammen lægger de nye planer: Når de kommer ud på den anden side, skal de på én gang have endnu stærkere reserver og være endnu mere offensive.

Parret der går
Venner og bekendte sender beskeder til Hamborg: Er I ok? Klarer I den uden betalingsstandsning? Foto: Nina Pilgaard

Pole position
Månederne går. Det bliver 2021, og det bliver forår. Men selvom butikkerne nu er i dvale for anden gang, er det stadig vigtigt at holde sig klar – uanset hvor længe det er nødvendigt. Mogens tænker meget på parathed. At de skal være som en racerkører i pole position.

Hos nogle af konkurrenterne er der slukket lys og julepynt på hylderne langt ind i februar og marts. Men ikke hos Mogens og Anja, som beder deres butikschefer gøre alt, hvad de kan for at holde på de ansatte og holde butikkerne friske. Julevarer bliver båret ud og erstattet af vintervarer. Og så bliver vintervarerne båret ud og erstattet af påskepynt, selvom der stadig ikke er åbent.

Omsætningen er sat flere år tilbage. Mogens er sikker på, at hvis de holder sig 100 pct. parate, vil de hurtigere kunne genvinde det tabte. Men i april får de igen besked om, at genåbningen er udsat. Nu bider det for alvor, tænker han.

I de første måneder af 2021 har de to gange udbetalt et ekstra beløb til alle fastansatte, der er sendt hjem med lønkompensation. Nu er de nødt til at holde på pengene. Både Mogens og Anja og deres tyske ansatte må nøjes med de 67 pct. af nettolønnen, som man får i statslig kompensation.

Anja kæmper med at forstå, hvordan nogle lande kan åbne med højere smittetal, mens andre er lukket. Eller hvordan krav og grænseværdier kan blive ændret undervejs. Hun føler sig magtesløs. Man ved ikke, hvad man kan regne med.

Da der endelig er grønt lys til at åbne igen, er regeljunglen kun blevet vildere. De tyske delstater åbner i forskelligt tempo og med forskellige retningslinjer. Sammen med deres team udvikler Mogens og Anja deres egen overvågning af smittetal og mulige nedlukninger helt ned på byniveau.

Det kan ikke nytte, at de kun har 24 timer til at lukke eller åbne en butik. Med deres eget værktøj kan de selv lave prognoser: Hvad kan de forvente i Kassel eller München eller Hamborg? De får også udviklet deres eget midlertidige system til tidsbestilling og click and collect, hvor kunderne kan købe ind via en app og afhente i butikken.

Tabt for altid?
I juni 2021 er der kommet fart i vaccinationerne i Europa. Butikkerne er åbne igen, og Mogens og Anja gør status: Det er lykkedes at bevare alle butikker og alle faste arbejdspladser. Da de holder femårs jubilæum 24. juni, er det med mange af de samme ansatte, som de hyrede tilbage i 2016.

Mogens er sikker på, at de kommer stærkere ud på den anden side. I Aarhus sætter hovedkontoret ekstra fart i en såkaldt omni channel-strategi, hvor der både skal sælges via fysiske og digitale platforme, og det hele skal spille sammen.

Anja tænker, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig. Succes er hårdt arbejde. Store drømme er også frygt for fiasko, udfordringer og tvivl. Sådan er det i forretningslivet – og i livet i det hele taget. Men hun kender sin mand. Han tænker altid stort. Selv skal hun frem til august, før hun for alvor tør tro på det igen.

Selvom butikkerne er åbne i juni og juli, vender salget ikke omgående tilbage som før. Anja tænker, at adfærden kan have ændret sig, og at en del måske er tabt. Kunderne er rykket online – måske for altid?

Hun tænker: Hvordan kan vi fikse det? Hvad kan vi gøre anderledes? Som hun ofte plejer at gøre, tager hun i august tre dage på gulvet ude i en af butikkerne i München, og pludselig kan hun se det: Folk har bare været udendørs. De har været sammen med familie og venner og har nydt sommeren. Men så snart det igen begynder at blive køligere, vender de tilbage. Der er igen travlt på gaderne og travlt i butikkerne. Anja elsker selv den fysiske butik, hvor man kan se og mærke og dufte varerne.

Det kommer ikke til at slå os ihjel, tænker hun. Både i livet og forretningslivet er der lys forude.

Parret sammen
Foto: Nina Pilgaard

Artiklen bygger på interviews med Anja Repse Schmidt og Mogens Link Schmidt. De har efterfølgende fået mulighed for at tjekke fakta i teksten.